Overvægtige, der lægge sig på operationsbordet for at få fjernet fedtet i udlandet, risikerer at miste både liv og lemmer. Det siger en af Danmarks førende fedmeeksperter, overlæge Jens Peter Kroustrup fra Aalborg Sygehus, til B.T.
»Jeg og en del af mine kollegaer er meget utrygge ved, at svært overvægtige patienter sådan bare tager ud i det blå for at lade sig operere. Det kan let gå galt. Endnu har vi ikke beviser på, at det har kostet menneskeliv, men det er absolut en risiko,« siger han til B.T.
Fedmeoperationer i udlandet kan være fristende, fordi de kun koster det halve af, hvad de koster i Danmark. Men ifølge overlæge, Jens Peter Kroustrup er lægerne i udlandet for dårligt forberedte og ikke gode nok til at lave forundersøgelser. Det giver større risiko for blodpropper, infektioner og utætheder i syningerne.
Hvert år tager flere danskere ifølge avisen til lande som Belgien for at blive opereret ud af problemer med overvægt.