Det er vennernes skyld! Den undskyldning kan man bruge næste gang, man mødes af et alarmerende tal på vægten.
En ny undersøgelse offentliggjort i New England Journal of Medicine viser nemlig, at risikoen for at blive overvægtig stiger med 57 procent, hvis man har en ven, der vejer for meget.
Forskerne bag undersøgelsen taler også om en decideret "fedme-smitte". Hvis man har en ven, der tager på i vægt, så er der stor risiko for, at de andre i vennekredsen følger efter, skriver AFP. Det virker altså, som om hjernen fortæller en, at det er "okay at være overvægtig", hvis hjernen registrerer synet af andre overvægtige.
Blandt søskende stiger risikoen for fedme mest, hvis børnene er af samme køn. Og så er risikoen for at blive fed 37 procent højere end normalt, hvis den ene i et ægtepar tager på i vægt.
Den gode nyhed i undersøgelsen er, at sund livsstil også har en smittende effekt. Det kan altså godt betale sig at omgive sig med venner, der sværger til grønne retter og en løbetur.
Forskerne bag undersøgelsen har målt vægtudviklingen hos 12.067 venner og familiemedlemmer mellem 1971 og 2003.