Afrikanerne har store problemer med at holde den slanke linje. Nye livsstilsmønstre og gamle traditioner, der dikterer, at fedme signalerer rigdom, har skabt en ny fedme-epidemi på verdens fattigste kontinent.
»Hvis man taber sig, tror folk helt automatisk, at man har tuberkulose eller AIDS. Det er ikke som i Amerika eller Europa, hvor man går på slankekur for at tabe sig,« siger Nodo Njobo, der er frisør i Sydafrika til AP.
Den overvægtige frisør siger, at hun gerne ville være tyndere, men at hun bekymrer sig om, hvordan vennerne vil reagere.
Mere end en tredjedel af alle afrikanske kvinder og mere end en fjerdedel af mændene er ifølge FN?s Verdenssundhedsorganisation WHO overvægtige. Og det tal vil over de kommende ti år komme til at stige drastisk, forudsiger WHO.
»Afrikanerne går fra underernæring til overernæring uden på noget tidspunkt at have haft sunde spisevaner,« siger Krisela Steyn ifølge AP.
Hun er pensioneret direktør for den sydafrikanske forskningsenhed for livsstilssygdomme.
Paradoksalt nok er det oftest de fattigste afrikanere, der har den største risiko for at blive fede i det øjeblik, der er penge nok til det.
På verdensplan er der ifølge WHO en milliard overvægtige og 800 millioner underernærede mennesker.