I juni 2002 måtte en skuffet 20-årig Roger Federer pakke tennisketcheren i tasken og rejse hjem fra verdens ældste og mest prestige-fyldte tennis-turnering, Wimbledon, allerede efter den første kamp. Siden har verdensetteren ikke tabt i den fashionable forstad til London. Fire år i træk har han tværet al modstand til side, når han er gået ind på turneringens græstæppe.
Og intet tyder på, at den tendens stopper i årets turnering, som begynder i dag. Roger Federer er storfavorit til at vinde trofæet og dermed tangere svenske Björn Borgs sejrsrække fra 1976-1980.
Svær lodtrækning
I herre-single skal Kristian Pless præsentere de danske farver. Danmarks bedste tennis-spiller får dog ualmindeligt svært ved at komme forbi første runde, hvor han har trukket verdens nummer 14,, russeren Mikhail Youzhny.
Modsat sit mandlige sidestykke på det øverste trin af tennis-ranglisten, har belgieren Justine Henin endnu ikke formået at vinde den engelske turnering på trods af deltagelse i finalerne i fjor og i 2001. Hun er dog alligevel topseedet i Wimbledon, som er det eneste Gran Slam-trofæ, Henin endnu ikke har løftet.
Det danske tennishåb Caroline Wozniacki vandt Wimbledon sidste år som junior, men succeskriteriet for hendes første turnering i de voksenes rækker er næppe en sejr.
Ligesom det nyligt afsluttede French Open har den 16-årige dansker, der er placeret som nummer 103 i verden, modtaget et wild card. I første runde møder hun Anastasiya Yakimova fra Hviderusland, som er 27 pladser dårligere end Wozniacki på verdensranglisten.