Federer markerer sin 100. kamp på Rod Laver Arena med sejr
Efter tre sikre sæt mod amerikanske Taylor Fritz er Roger Federer videre til fjerde runde i Australian Open.

Den schweiziske tennisspiller Roger Federer er videre til fjerde runde i Australian Open.

Det står klart efter en sikker sejr - 6-2, 7-5, 6-2 - mod amerikanske Taylor Fritz natten til fredag dansk tid.

Således er 37-årige Federer sikkert igennem sin kamp nummer 100 på Rod Laver Arena, det største stadion ved Australian Open, hvor han har deltaget 20 gange og vundet seks gange. Senest i 2018.

I alt har Federer sikret sig intet mindre end 20 grand slam-titler.

Efter at have besejret den 21-årige Taylor Fritz i tredje runde i Melbourne hævede Federer sin ketsjer i vejret ud mod publikum.

- Jeg tror, jeg ville have det hurtigt overstået. Jeg ved, hvilken trussel Taylor kan være, sagde Federer efter kampen til nyhedsbureauet AP.

- Jeg tror, jeg var ekstra fokuseret i dag.

I fjerde runde skal Federer møde den 20-årige græker Stefanos Tsitsipas.

/ritzau/

via Listen To News