6-3, 6-0 og 6-0, så overbevisende vandt Roger Federer tirsdag eftermiddag dansk tid over argentineren Juan Martin Del Potro i kvartfinalen ved de åbne australske tennismesterskaber.
Juan Martin Del Potro har imponeret ved årets første Grand Slam turnering, hvor han aldrig tidligere er kommet videre end anden runde. Men mod tennisfænomenet Roger Federer, der har vundet 12 Grand Slam-titler heraf tre ved Australian Open, havde han ikke mange chancer.
"Du bliver nødt til at spørge Roger (Federer red.), hvad der skete. Jeg kunne intet stille op i dag. Han spiller som nummer ét i verden," sagde Juan Martin Del Potro efter kampen ifølge australianopen.com.
Med sejren er Federer nu klar til semifinalen i Australien, hvor han skal op mod amerikaneren Andy Roddick, der slog serberen Novak Djokovich i kvartfinalen.
Hvis Federer kvalificerer sig til finalen vil det være hans elvte Grand Slam-finale i træk.