Roger Federer må efter et par måneder som verdens nummer et i tennis igen afgive pladsen til Novak Djokovic.
Serberen overtager pladsen, fordi Federer meldte fra til sidste uges Paris Masters oven på et hårdt program.
Schweizeren har dog ingen problemer med at se Djokovic toppe verdensranglisten, tværtimod.
- Vi ved alle, hvem der er den rigtige nummer et i verden. Det er Novak, og det burde der ikke være den store diskussion om, siger Federer til nyhedsbureauet AFP.
Han har dog ikke opgivet tanken om at vende tilbage på førstepladsen igen, men han ved også, hvad det kræver.
- Man skal mindst vinde én grandslam, eller også kræver det mellem 5 og 10 titler. Det er en benhård proces, som kræver en del ofre. Men lige nu er jeg villig til at gøre det, siger han.
Uanset hvordan det måtte gå i denne uges ATP World Tour Finals i London, vil Djokovic beholde sin førsteplads året ud.
Roger Federer vandt nemlig turneringen i London sidste år og kan dermed ikke forbedre sin pointtotal.