Danmarks kvindelige tennislandshold skal de kommende dage kæmpe for oprykning i Fed Cup.
Tirsdag var der lodtrækning til miniturneringen i Athen, hvor syv hold skal kæmpe om to oprykningspladser. Danmark endte i gruppe med de græske værter og Egypten.
- Vi vil gerne spille med om oprykning, men alle hold hernede er rigtig gode. På papiret er Grækenland det stærkeste hold i turneringen.
- Men det er godt at være i indledende pulje med dem, så man ikke kan møde dem i en eventuel oprykningsfinale, siger Fed Cup-kaptajn Jens Anker Andersen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.
Grækenland stiller med de to højest rangerede spillere i turneringen i Athen.
Danmark var alligevel topseedet i lodtrækningen på grund af den bedste placering på Fed Cups nationsrangliste. Det betød, at Danmark på forhånd var sikre på at havne i gruppen med tre hold.
I den anden gruppe står Norge, Bosnien, Israel og Luxembourg over for hinanden.
De to gruppevindere skal møde toerne i to direkte dueller, der udløser oprykning fra Europe/Africa Zone Group. Det svarer til fjerdehøjeste landsholdsniveau.
Det danske Fed Cup-hold består af Karen Barritza, Emilie Francati, Maria Jespersen og den blot 15-årige komet Clara Tauson. Verdensstjernen Caroline Wozniacki er ikke med.
Fed Cup-kampene i Athen spilles på grus fra onsdag til lørdag.
/ritzau/