Mandag aften spillede Esbjerg og FC Nordsjælland 0-0 i Superligaens mesterskabsspil, og dermed har FCN i syv kampe endnu ikke formået at vinde.
Med resultatet har holdet ikke det store at spille for i resten af sæsonen, da der er otte point op til fjerdepladsen, der kan give en plads i Europa League-kvalifikationen.
Men det er ikke det, der er fokus på ifølge træner Flemming Pedersen. Holdet skal bruge kampene til at lære.
- Vi har ikke tid til at slappe af, da vi har fokus på læring og på at udvikle os, og i hver eneste kamp og træning lærer vi, siger Flemming Pedersen.
- Vi skal være styret af den indre motivation og ikke den ydre. Det vigtigste i dag er, at vi ikke ligner et hold, der ikke har vundet i syv kampe.
Et hold, der til gengæld har vundet en del kampe i dette forår, er Esbjerg. Træner John Lammers mente, at holdet ikke havde fortjent mere end uafgjort mandag aften.
- Første halvleg var forfærdelig - anden halvleg var lidt bedre. Vi smed bolden alt for hurtigt væk. Vi fortjente ikke at vinde, siger Lammers.
Esbjerg er på tredjepladsen nu to point foran OB med tre kampe igen, og de to hold tørner sammen på fredag i en kamp direkte om bronzen.
- OB skal vinde, så presset er på dem, men vigtigheden af kampen er ikke blevet mindre. Men vi skal spille bedre, end vi gjorde i dag, siger træneren.
/ritzau/