Det var ikke spor sjovt at være FC Nordsjælland-træner under 1-6-ydmygelsen på udebane til Chelsea. Men Kasper Hjulmand er sikker på, at han og holdet nok skal rejse sig og blive endnu stærkere.
- Chelsea gav den gas, de var en klasse bedre end os, det var alle tre hold i gruppen set over alle kampene, men vi har et pejlemærke nu, og det vil vi gå efter, siger Hjulmand til TV3+.
Han var lidt trist umiddelbart efter kampen på grund af det store og smertefulde nederlag.
- Jeg skal lidt længere væk fra denne kamp, for jeg står med en ubehagelig følelse, efter at have lukket så mange mål ind.
- Vi er en lille klub, og før denne sæson havde ingen af vores spillere nogensinde spillet i Champions League.
- Vi fik nogle ordentlig stryg og hug, og vi er mast, færdige og langt nede lige nu, erkender Hjulmand.
Han vil kæmpe for, at FCN igen vil komme i Champions League, for holdet har lært meget af de seks kampe i gruppespillet.
- Vi glæder os til at være med her igen, det har været fantastisk at være med. Vi rejser os og kommer til at være stærkere, mener Hjulmand.
FCN-træneren har det ikke godt med, at holdet endte med fem nederlag og blot en enkelt uafgjort kamp. Og endnu værre lukkede FCN alt for mange mål ind - helt præcis 22 i seks kampe.
- Det har jeg det skidt med. Vi mangler en stor grad af fysik, hurtighed og kraft.
- Vi er vant til til at dominere kampene i Superligaen meget. Men vi er milevidt fra at kunne være med på dette niveau, siger Hjulmand.
/ritzau/