Mens Randers virkede nervøse, kombinerede nordsjællænderne sig gang på gang igennem det ellers kompakte Randers-forsvar.
Især i første halvleg bølgede det ene gennemspillede angreb efter det andet ned mod hjemmeholdets mål. Tættest på kom Martin Bernburg, der halvvejs i halvlegen fik vristet sig fri af Jan Frederiksen, og sendte bolden forbi Kevin Stuhr-Ellegaard i Randers-målet. Men indersiden af stolpen kom i vejen.
I stedet var det stik mod spil og chancer Randers, der efter en god halv time kom foran. Efter en sjælden kontra dumpede en helkikser fra Bedi Buval ned for fødderne af Tidiane Sane, der med en stiv tåhyler sendte bolden mod mål, hvor den med god hjælp fra målmand Kim Christensen lige nøjagtigt kunne trille over stregen. Med scoringen kom Randers bedre med i kampen, men det var alligevel Nordsjælland, der havde de største chancer i halvlegens sidste minutter.
Anden halvleg startede livligt med flere gode muligheder til begge hold. Nordsjælland virkede opsatte på at få point med hjem og fortsatte dominansen. Men da scoringen udeblev døede kampen noget hen og lignede længe endnu en sejr til kronjyderne. Derfor burde Carsten Fredgaard da også have afgjort kampen, da han fik en friløber over en halv banelængde. Men han tøvede i afslutningen, og så kunne Kim Christensen let gøre fejlen fra målet god igen.
I stedet blev det 1-1 godt ti minutter før tid, da indskiftede Bajram Fetai pludselig stod helt fri bag Randers-forsvaret og let kunne sætte bolde ind bag Kevin Sthur-Ellegaard. Udligningen vækkede gæsterne, der nu virkede opsatte på at få alle tre point med hjem til Farum. Men trods et par halv store chancer forblev det 1-1, da heller ikke Randers fik udbytte af sine kontramuligheder i slutfasen.
Et points til hver kan Randers være bedst tilfreds med efter, at have været på hælene i store dele af kampen, mens Nordsjælland trods alt kan være tilfreds med et point ude mod rækkens ubesejrede tophold.
Mål:
1-0 Tidiane Sane (31)
1-1 Bajram Fetai (79)
Gult:
FC Nordsjælland: Bo Storm (35), Bajram Fetai (76), Kris Stadsgaard (90)