FC Nordsjællands fans må ud på en lille rejse for at opleve holdet, når det i efteråret spiller på hjemmebane i Champions League.
Klubben har nemlig bestemt, at gruppekampene i den prestigefyldte turnering skal spilles i Parken på Østerbro i København.
Det blev afgjort fredag morgen, hvor kontrakten mellem FC Nordsjælland og Parken faldt på plads.
- Vi har vendt hver en sten for at se, om det var muligt at spille på vores fantastiske hjemmebane i Farum, men Uefa's krav ville betyde, at vi havde meget få billetter i frit salg og næsten ingen plads til vores spisende VIP-gæster.
- Det kan vi ikke byde alle de loyale partnere og fans, og med den store forhåndsinteresse, vi mærker for kampene, er valget ikke så svært, siger bestyrelsesformand Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse.
En anden mulig bane til de vigtige kampe var Brøndbys, men valget faldt altså på Parken.
- Vi har også haft en positiv dialog med Brøndby IF, men valget er faldet på Parken, hvor vi i FC Nordsjælland jo har tradition for at skabe store resultater med masser af fans på tribunerne.
- Det var her, vi vandt vores to første pokalfinaler med en forrygende stemning på lægterne, og det kommer der også til Champions League-kampene.
- Uanset hvem vi trækker, bliver det en fest at spille på hjemmebane mod nogle af de største klubber i verden, forudser bestyrelsesformanden.
Også cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig til kampene:
- Vi elsker at spille på Farum Park foran vores trofaste fans, men det her er nogle specielle kampe med nogle specielle krav, så det kan ikke være bedre end at spille på landets nationalstadion.
Alle FC Nordsjællands hjemmekampe i denne sæsons Champions League vil blive spillet i Parken. Der trækkes lod til gruppespillet 30. august, og billetsalget til kampene åbner ugen efter.
/ritzau/