FCN markerer Copenhagen Pride med speciel trøje
Abu Francis og FC Nordsjælland optræder i hvide dragter på fredag. Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
FC Nordsjælland spiller i hvid dragt med regnbuefarvet logo, nummer og navn på ryggen, når OB kommer på besøg.

Når FC Nordsjælland fredag aften spiller på hjemmebane i Superligaen mod OB, optræder Farum-holdet i hvide trøjer, hvor klubbens logo er i regnbuefarver, ligesom numre og navne på ryggen også er regnbuefarvede.

Det oplyser FC Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Anledningen er Copenhagen Pride Week, der begynder i hovedstaden onsdag.

Hensigten er at hjælpe budskabet om mangfoldighed på vej og komme nærmere målet om at komme homofobi i dansk fodbold til livs.

FCN-direktør Søren Kristensen fortæller, at det at rumme diversitet og at inkludere alle fra forskellige kulturelle baggrunde er noget af det, der fylder allermest i klubbens arbejde hver dag.

- Vi synes, vi som klub og sport er med til at rykke ved mange ting, men vi skal også være ærlige og erkende, at når det kommer til fodbolden, så er der stadig langt at gå i forhold til ligestilling og accept af alle uanset seksuel overbevisning.

- Vi har et alvorligt problem på og uden for banen, og derfor starter vi med at kigge på os selv, for vi er en del af det problem, siger Søren Kristensen.

Efter kampen vil kampdragten blive givet videre til foreningen Copenhagen Pride, der vil bortauktionere trøjerne, og overskuddet vil blive doneret til Pan Idræt.

I forbindelse med alle weekendens kampe i Superligaen vil Copenhagen Pride blive markeret, da anførerne vil bære regnbuefarvede anførerbind.

Homofobi blev et stort tema i Superligaens forårssæson, da der i forbindelse med flere kampe blev sunget homofobiske sange.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News