Nederlaget på 1-3 var fortjent. Også selvom FC Nordsjælland havde meget spil i anden halvleg. Mestrene var nemlig aldrig i nærheden af point, de manglede gejst, og reduceringen kom først i kampens sidste sekund.
Men det får ikke nordsjællændernes anfører, Nicolai Stokholm, til at tvivle på holdets evner.
- Kampen var et bump på vejen. Og det er ikke første gang, FC Nordsjælland kommer ud for bump på vejen. Det gjorde vi også sidste sæson, siger han.
Anføreren erkender dog, at holdet mangler noget i øjeblikket.
- Selvfølgelig skal vi tage nederlaget alvorligt, og det gør vi også. Kvalitetsmæssigt skal vi et niveau op, og det kommer vi. Det er jeg slet ikke i tvivl om, fastslår Nicolai Stokholm.
Midtjyderne kom ud til kampen med et tungt pres mod FCN, og det lod ikke til at behage nordsjællændernes boldglade kombinationsspillere.
- Vi må erkende, at vi ikke var dygtige nok på bolden, især på den sidste tredjedel af banen, mener Nicolai Stokholm.
FCN-træner Kasper Hjulmand bakker sin anfører op.
- Alt i alt er det en kamp, hvor vi var tæt på med mange ting, så man skal passe på med at være for unuanceret. Men det blev aldrig rigtig godt. Der manglede bare den sidste kvalitet i vores spil, siger Kasper Hjulmand.
Cheftræneren vil ikke høre tale om, at hans hold manglede motivation og ikke var helt klar fra begyndelsen.
- Jeg synes, vi var klar. Men Midtjylland kom med en enorm energi og power, og vi ville gerne dæmpe den energi ved at have bolden meget. Det lykkedes ikke, erkender Kasper Hjulmand.
/ritzau/