Der har den seneste tid været en del polemik omkring FC Midtjyllands forhold til forhåndsaftaler med unge spillere.
FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard har kategorisk afvist, at klubben har skrevet sådanne forhåndskontrakter, men det har nu vist sig ikke at være i overensstemmelse med sandheden, så derfor tildelte bestyrelsen i FC Midtjylland onsdag sportsdirektøren en næse.
»Med udgangspunkt i den aktuelle blæst omkring sportsdirektør Jens Ørgaard, er det vigtigt at pointere, at FC Midtjylland har været og vil være en troværdig samarbejdspartner på og udenfor fodboldbanerne. Derfor har bestyrelsen i dag udtrykt sin skarpe misbilligelse af Jens Ørgaards udtalelse og indskærpet overfor ham, at det ikke skal gentage sig. I FC Midtjylland tænker vi gerne anderledes. Men vi taler sandt,« siger næstformand Carsten Christensen, som understreger, at der fortsat er tillid til sportsdirektøren i klubben.
Jens Ørgaard erklærer, at han er ked af sagen.
»Jeg tager bestyrelsens irettesættelse til efterretning og beklager samtidig, at jeg har sat klubben i et dårligt lys,« udtaler han.