Ikke alt lykkedes offensivt, men i den anden ende er der intet at udsætte på indsatsen fra FC Midtjyllands håndboldkvinder i 28-21-pokalsejren over KIF Vejen.
Sådan lyder vurderingen fra en jublende FCM cheftræner.
- Det er en kamp, hvor vores angrebsspil ikke fungerer optimalt i første halvleg, men vi slider videre, og det slider på dem, og så er jeg bare rigtig glad for, at vi står med en 28-21 sejr, siger 42-årige Helle Thomsen.
- Vi har et hårdt slid i forsvaret, vi får kørt deres skytter døde med hårde tacklinger hele tiden, siger hun.
For blot en uge siden vandt FC Midtjylland en overlegen 11-måls-sejr over KIF Vejen i Dame Håndbold Ligaen. Men helt så let gik det ikke lørdag aften.
- Jeg synes, de kommer med mere, end de gjorde for en uge siden. Det vidste vi også godt, at de ville. Men jeg synes, at vi får kørt deres profiler døde, og det gør, at man vinder med syv til sidst, siger Helle Thomsen.
Pokaltitlen er den første pokal, Helle Thomsen vinder som chef for midtjyderne og den anden FCM-titel siden sammensmeltningen med fodboldklubben i 2008.
- De her spillere skal ud og nyde, at de har vundet og fået en stor pokal. Vi tager den stille og roligt, nu vil vi bare have lov at feste på denne her pokalfinale, siger træneren.
/ritzau/