Esbjerg vandt hjemme 2-0 over topholdet FC Midtjylland i søndagens sene kamp i Superligaen.
Efter 12 minutter bragte Michaël Murcy Esbjerg foran 1-0. FC Midtjylland-spilleren Magnus Troest fik to gule kort i kampen, og midtjyderne måtte derfor spille hele anden halvleg med en mand i undertal. Det gav gevinst til hjemmeholdet, da Esbjergs Søren Rieks scorede til 2-0 en lille halv time inde i anden halvleg.
FC Midtjylland tabte dermed førstepladsen til FC København, der fik tre point med hjem fra Brøndby.