På godt 20 minutter af onsdagens kamp mellem SK Aarhus og FCM Håndbold i Primo Tours Ligaen sugede sidstnævnte spændingen ud af kampen.
Små ti minutter før pausen havde de suveræne FCM-kvinder bombet sig i front med hele 13-4, og det lagde grunden til sejren på 33-27.
Efter kanonstarten var det som om, at FCM-spillerne lettede foden lidt fra gaspedalen og sparede på kræfterne samt sparede SK Aarhus for den helt store ydmygelse i egen hule.
Veronica Kristiansen blev topscorer med syv mål for gæsterne, som dermed fastholdt den solide føring i tabellen.
Med sejren nåede FCM op på 15 sejre i 16 kampe og har 30 point i toppen af ligaen.
Nærmeste forfølger er Viborg HK, der har 23 point for en kamp færre.
I onsdagens øvrige kampe endte det med lutter favoritsejre.
Mestrene fra Team Esbjerg tævede Ringkøbing med 30-19, mens Randers HK dukkede TTH Holstebro med 31-22.
Endelig blev det også til en storsejr for Nykøbing Falster, der på hjemmebane rev oprykkerne fra Skanderborg fra hinanden og sejrede med 38-26.
/ritzau/