FCM henter angriber i Lyngby på fireårig kontrakt

Costaricaneren Mayron George skifter til sommer fra Lyngby til FC Midtjylland i Superligaen, oplyser FCM.
Mayron George skifter fra sommeren 2018 Lyngby ud med FC Midtjylland.
Mayron George skifter fra sommeren 2018 Lyngby ud med FC Midtjylland. Foto: Khan Tariq Mikkel/Scanpix

Superligaklubben FC Midtjylland forstærker sig til sommer på angrebspositionen.

Her støder costaricaneren Mayron George til truppen på en fireårig kontrakt.

Det oplyser midtjyderne i en pressemeddelelse.

- Vi er meget begejstrede for at have sikret Mayrons underskrift. Han er en fysisk kompetent spiller, der har potentialet til at blive en rigtig spændende FC Midtjylland-spiller.

- I udtryk og spillestil er han det helt rette match til klubben, siger Svend Graversen, der er sportschef i FCM, i meddelelsen.

24-årige Mayron George spiller i øjeblikket i Lyngby, og han har tidligere optrådt for Randers FC og Hobro IK, siden sit indtog i dansk fodbold i 2015.

Aftalen med Lyngby var en lejeaftale, men Lyngby oplyser på sin hjemmeside, at man har indløst angriberens frikøbsklausul i Randers og solgt ham videre til FCM med virkning fra sommeren 2018.

Svend Graversen understreger, at FCM har prioriteret, at angriberen ikke har brug for en tilvænningsperiode i dansk fodbold.

- I fællesskab skal vi videreudvikle Mayron, og det er et fælles mål, at han kan etablere sig på det costaricanske A-landshold, som han er lige på vippen til, siger sportschefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.