FC Midtjylland var i sidste weekends kamp i Parken foran 2-0 mod FC København, da der manglede et kvarter. Og så tabte FCM alligevel 2-4 til FCK.
Det var en bitter pille at sluge, men lørdag fik midtjyderne den revanche, de tørstede efter. FC Nordsjælland blev nemlig besejret med 1-3 i Herning.
FCM-træner Glen Riddersholm var da også svært tilfreds.
- Selvom vi fik nogle slag over nakken og måtte indkassere en dyb skuffelse i Parken, så har vi en god gruppe, hvor spillerne er ærgerrige og villige til at lære af erfaringerne, siger han.
- I dag spillede vi lidt mere afklaret og lidt mere afmålt rent defensivt, og det gjorde, at vi omstillingsmæssigt fik de muligheder, der kunne straffe FC Nordsjælland. Vi forsømte måske endda at gøre det helt færdigt, siger han.
FC Midtjylland havde faktisk flere store kontrachancer i anden halvleg, ligesom reduceringen kom i sidste sekund. Men sejren kom aldrig i fare.
- I dag havde vi den sikkerhed og tryghed, der gjorde, at vi kunne køre en sikker 3-1-sejr hjem, fastslår cheftræneren.
Holdets 10'er - angriberen Tim Janssen - scorede til 2-0, og han var glad for at komme videre efter katastrofen i Parken.
- Vi skulle ikke være kollapset på den måde mod FCK, men vi blev trætte. Det har vi lært af. Det hele handler jo om resultatet, påpeger hollænderen.
Tim Janssen, som også scorede i sidstes uges kamp mod FCK, er trods alt svært tilfreds med spillet i sæsonens to første kampe i Superligaen.
- I sidste uge så vi, at vi kan slå FC København på udebane. Og vi har spillet to fantastiske kampe. Vi er meget stærke, mener FCM-angriberen.
/ritzau/