For få uger siden blev han smidt ud af truppen i FC Nordsjælland, og nu står det klart, at José Junior heller ikke er ønsket i FC København, der har lejet angriberen i til nordsjællænderne i foråret.
"Vi har torsdag haft et møde med FC København, hvor FCK tilkendegav, at Junior ikke indgår i klubbens fremtidsplaner," fortæller spillerens agent, Anders Henriksen, til sporten.dk.
Junior blev smidt ud af truppen i FC Nordsjælland, da han ikke ville sidde på bænken i en kamp mod FCK, og klubben, som ejer ham, kan altså heller ikke længere bruge ham.
"Da det i længden selvfølgelig ikke er holdbart for en angriber af Juniors kaliber ikke at spille fast, er det på den baggrund oplagt, at det vil være bedst for alle parter at finde en ny klub til Junior i det kommende transfervindue,"
Dermed kan det tyde på, at den brasilianske angriber er færdig i dansk fodbold, og spillerens agent erkender da også, det kan blive svært at finde en ny klub.
"Der er næppe tvivl om, at bestræbelserne på at finde en ny klub kompliceres af, at Juniors lejeophold i FC Nordsjælland blev afbrudt før tid. Episoden i Nordsjælland var på mange måder unødvendig og uheldig for både Junior, FCK og FCN," mener agenten.