Et tidligt fransk mål, et rødt kort og en straffespark i den forlængede
spilletid. Det blev et ægte drama, da F.C. København torsdag aften med nød og
næppe sikrede sig afgang til UEFA Cuppens gruppespil.
Det kriseramte franske mandskab var godt, uden at være skræmmende, men
danskernes værste modstander i aftes så ud til at være den regnvåde bane, som i
mange situationer fik dem til at se skidt ud.
Alt for ofte drillede en tæmning eller en pasning, og de afgørende
afleveringer var ikke præcise nok.
Store muligheder
Men F.C. København kom bestemt frem til chancer mod det passive
Lens-mandskab. I stor stil. Men lige som mod Benfica blev de brændt. I lige så
stor stil.
Lens slog derimod til allerede efter små 14 minutter, da Eric Carriére
headede en parade fra Jesper Christiansen i nettet.
De danske mestre blev ved vel vidende, at en udligning ville være nok til
at sikre forlænget spilletid. Og med et kvarter igen slog den svenske angriber
Marcus Allbäck til. Tæt foran mål fik han sat sin tåspids på Niclas Jensens
frispark, som Michael Silberbauer snittede videre.
Det bankede ekstra kræfter ind i såvel spillere som fans i Parken, men
det blev ved 1-1 og dermed yderligere to gange 15 minutter.
Den forlængede spilletid begyndte yderst dramatisk: Efter få minutter
headede Lens på stolpen, og kun en afbrænder i direktørklassen på reposten holdt
FCK inde i kampen. Og øjeblikke efter blev det endnu værre: Michael Gravgaard
blev sendt i bad for en nødbremse.
Men FCK holdt ud og i anden halvleg af den forlængede spilletid blev
Libor Sionko puffet omkuld i feltet: Straffespark! Det udnyttede Jesper Grønkjær
sikkert til 2-1.
Jesper Christiansen diskede op med et par klasseredninger, og det
lykkedes mestrene at holde stand.
FCK slutter sig til AaB i UEFA Cup ens gruppespil.