FCK-veteran savner hjemmesejre i godkendt EL-gruppespil
FBL-EUR-C3-SLAVIA-COPENHAGEN Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Stephan Andersen godkender FCK's sæson i Europa, men på hjemmebane har det haltet, mener han.

Opskriften på succes i et europæisk gruppespil handler om at vinde sine hjemmekampe og finde et resultat eller to på udebane.

Sidstnævnte del lykkedes FC København med, da holdet vandt i Bordeaux i anden runde af gruppen, men til gengæld fandt holdet ikke en eneste sejr i tre forsøg på hjemmebane.

Og det koster i Europa.

- Vi vidste på forhånd, at hvis vi ikke fik de point på hjemmebane, som man har brug for, så kom vi nok ikke videre fra gruppen, og det har været tilfældet. Vi har ikke været skarpe nok, siger veteranmålmand Stephan Andersen.

FCK åbnede gruppespillet med 1-1 hjemme mod Zenit Skt. Petersborg, men efterfølgende kunne både Slavia Prag og Bordeaux rejse fra Parken med 1-0-sejre.

Mod Bordeaux torsdag burde FCK have vundet, da holdet i anden halvleg skabte flere gode chancer, men i stedet scorede franskmændene på holdets eneste store chance.

- I de andre kampe har vi ikke skabt den chance, hvor vi kunne sige, at vi burde have vundet, men det gjorde vi i dag.

- Der manglede vi lidt det held, som vi havde i Bordeaux, hvor vi scorede i 90. minut. Det er det, som har været udslagsgivende. Det var på hjemmebane, vi skulle have hentet pointene, siger Stephan Andersen.

Selv om det endte med en fjerdeplads i gruppen, så mener den tidligere Brøndby-målmand, at FCK kan være indsatsen i Europa bekendt.

- Der er altid noget, hvor man tænker, at hvis man kunne lave noget om, så ville man have gjort det, men når det er sagt, så kan vi godt se os selv i spejlet og sige, at vi har leveret en god præstation i Europa, slår han fast.

Zenit vandt gruppen foran Slavia Prag, og mens de to hold er videre til forårets knockoutkampe i turneringen, kan Bordeaux og FCK fokusere på de hjemlige forpligtelser i resten af sæsonen.

/ritzau/

/ritzau/