AaBs håndboldherrer har hjemmebane i Gigantium, og klubben har ikke lagt skjul på, at ambitionerne er gigantiske, hvilket blandt andet har udmøntet sig i købet af landsholdsprofilen Joachim Boldsen. Det var dog gæsterne fra FCK, der var giganter, da de gæstede det nordjyske og vandt en fortjent sejr på 27-24.
Organisationen
Boldsen er købt hjem for at være den styrende spiller i angrebet, men i kampen mod FCK var det tydeligt, at organisationen endnu ikke er på plads, og det er nødvendigt, hvis man vil være en magtfaktor i dansk herrehåndbold.
- Jeg håber, det bliver bedre, når vi har spillet mere sammen, ellers har vi et problem, sagde Boldsen efter kampen til DR.
I modsætning til AaB så havde FCK godt styr på spillet, og de blev bedre, som kampen skred frem, selvom københavnerne også har fået nyt islæt på holdet i form af Klaus Bruun Jørgensen.
- Vi får bedre styr på spillet i anden halvleg, og vi har et bredt hold, så det ser rigtig fornuftigt ud, men vi bliver endnu bedre efter jul, sagde han efter kampen til DR.
Hvis det er rigtigt, er det ikke kun i Gigantium, at FCK vil være giganter. Så ligner københavnerne et rigtig godt bud på en dansk mester.