FC København spiller i aften returopgør i Champions League-kvalifikationen ude mod belgiske Club Brugge.
Og FC Københavns belgiske træner Ariël Jacobs har bidt mærke i, at hans landsmænd var ret kæphøje efter den første kamp i Parken, som endte 0-0.
- Vi skal være opmærksomme på det faktum, at de var særdeles kritiske i forhold til vores indsats. De syntes, at vi var meget svage, selvom vi havde 60 procent af boldbesiddelsen. Så de skal nu ud og vise, at de er os overlegne.
Med en fortid som træner i flere belgiske klubber, senest storklubben Anderlecht, har Ariël Jacobs mange gange prøvet at være modstander på Jan Breydelstadion.
- Det vigtigste, når man spiller ude mod Brugge, er at kunne slå en kontra, når de angriber. De er meget ivrige, og så er det op til os at udnytte den plads, der opstår. Den plads, der ikke opstod i Parken.
Og FC København-træneren understreger, at hans hold skal være klar til en hidsig belgisk start.
- Jeg forventer, at de vil komme meget stærkt fra kampens start. De vil prøve at score et tidligt mål. Men det vil også give os mere plads end i den første kamp, og det vil måske give os nogle chancer, siger han.
Kampen fløjtes i gang kl. 20.30 i Brugge.
Vinderen går videre til kvalifikationens sidste runde, hvor der venter en hjemme- og en udekamp mod en endnu ukendt modstander om en plads i Champions League-gruppespillet.
/ritzau/