Nicolai Jørgensen er den eneste spritnye spiller, som FC København har hentet denne sommer. Offensivspilleren blev præsenteret mandag, hvor han begyndte træningen i sin nye klub.
Foreløbig er Nicolai Jørgensen lejet i et år hos den tyske bundesligaklub Bayer Leverkusen. Og der er allerede taget godt imod ham fra FCK-træner Ariël Jacobs, som forventer, at han styrker truppen.
- Det er altid godt at få en ny spiller. Det viser, at klubben arbejder på at bevare sin styrke. Jeg kender ham ikke personligt, men jeg har hørt en masse godt om ham.
- Nicolai er en ung dansk spiller, og han har fået erfaring fra en af de store ligaer i Europa. Så han bliver en ekstra kvalitet i truppen, uden at det skal lægge pres på ham.
- Han har brug for at lære gruppen at kende i denne uge, men jeg tror, at han kan blive et plus, siger Ariël Jacobs.
Højrebacken Lars Jacobsen kender lidt mere til den 21-årige spiller fra de gange, Nicolai Jørgensen har været udtaget til A-landsholdet, hvor det er blevet til to venskabskampe sidste efterår som indskifter.
- Nicolai er en kærkommen forstærkning til holdet.
- Jeg synes, han er en fremragende spiller. Han har også været inde omkring landsholdet, og han var en kraftig kandidat til at komme med til EM-slutrunden, siger Lars Jacobsen.
I den forgangne sæson er det ikke blevet til meget spilletid for Nicolai Jørgensen, som på grund af en skade i hoften heller ikke fik det optimale ud af et lejeophold i Kaiserslautern i foråret.
- Han har ikke fået spillet så meget i Tyskland, og det er selvfølgelig en af årsagerne til, at han ikke har været med på landsholdet på det seneste.
- Men det er en rigtig dygtig og ung spiller, som helt sikkert kan gøre en forskel i Superligaen. Nu skal han til at spille noget fodbold igen, og så må vi se, hvor meget han kan bidrage med, siger Lars Jacobsen.
/ritzau/