Seks mål i 15 kampe. Det er bundlinjen for den portugisiske kantspiller Diogo Gonçalves efter januarskiftet til FC København. Tager man med i betragtning, at målene er blevet lavet på 695 spilleminutter, lyder det ligefrem hæderligt.
Men bag det pæne målsnit ligger også en stribe undervældende eller usynlige præstationer fra den tidligere Benfica-spiller.
Efter at Gonçalves torsdag blev matchvinder, da FCK vandt pokalfinalen 1-0 over AaB, tillader FCK-træner Jacob Neestrup sig at skrue forventningerne en tand op efter en udfordrende tilvænningsperiode.
- Jeg ser et stort potentiale i ham. Jeg tror på alle vores spillere i både med- og modgang, og det at han har fået en svær start i klubben, men alligevel har lavet seks mål suppleret med en assist eller to, er meget godt i et forår, hvor der er potentiale til mere.
- Jeg er sikker på, at vi ser mere til hans potentiale efter sommerferien, siger Jacob Neestrup.
Han fortæller også, at portugiseren har døjet med smerter siden grundspillets sidste runde i marts, og at det har hæmmet ham.
Gonçalves afgjorde pokalfinalen med et kælent spark fra kanten af feltet. Bolden strøg over i det lange målhjørne.
- Det var rigtig godt, at han scorede lige præcis på den måde, for det var sådan nogle mål, vi viste billeder af til bestyrelsen, da vi skulle forklare dem, hvorfor det netop var ham, vi skulle købe, siger Neestrup.
Den portugisiske pokalhelt medgiver, at hans start i FCK har været svær.
- Det er et nyt hold i et nyt land. Selvfølgelig har det været hårdt for mig at komme til FCK, for jeg har spillet i en ny liga og i et andet klima. Alting er anderledes, så det har ikke været nemt for mig. Men mine holdkammerater og vores stab har hjulpet mig, siger portugiseren.
Efter sit mål mod AaB løb han op til Carlos Zeca, der sad på tribunen bag FCK-bænken. Den græsk-portugisiske FCK-anfører har været en vigtig holdkammerat for pokalhelten.
- Jeg sagde til Zeca før kampen, at hvis jeg scorede, så ville jeg løbe hen til han. Jeg løb ud til ham, fordi han fortjente det. Han har hjulpet mig rigtig meget. Han er anfører, og han er portugiser, så vi har snakket meget sammen, og det er godt for mig, at han er her, siger Diogo Gonçalves.
Hans næste opgave for FCK bliver den udsolgte superligakamp mod AGF på søndag i Parken.
/ritzau/