FC Københavns belgiske træner Ariël Jacobs er i sit sædvanlige kritiske hjørne, selv om hans mandskab tirsdag aften besejrede det franske klassehold Lille med 1-0 i første playoff-kamp til Champions League.
Det behager ikke belgieren, at københavnerne ikke fik mere ud af adskillige muligheder for at slå kontra, da Lille pressede på efter pausen.
- Desværre traf spillerne nogle forkerte valg i de situationer. Mål nummer to havde gjort en stor forskel, for jeg forventer, at vi får en vanskelig opgave i returkampen.
- Jeg regner med, vi vil se et Lille-hold, som vi så i anden halvleg i aften, og ikke som vi så i første, siger Ariël Jacobs med henblik på kampen i Frankrig på onsdag i næste uge.
Men FCK-træneren er ellers meget tilfreds med sit hold, som specielt før pausen slap rigtig flot fra mødet med sidste sæsons nummer tre i den franske liga.
Han lagde vægt på, at Lille ikke fik sat noget tryk på FCK ud over, at de fik et straffespark, som Johan Wiland reddede.
- Når man kigger på boldbesiddelsen, så tror jeg, den var 54 procent til os i første halvleg. Det er jeg meget tilfreds med, og i mine øjne fortjente vi føringen ved pausen.
- Wiland spillede en god kamp. En målmand må tage med hænder, og det gjorde han jo så, siger Jacobs.
/ritzau/