Mandag var FC Københavns træner, Ariël Jacobs, meget kritisk over sit holds indsats i 0-1-nederlaget ude til AC Horsens i Superligaen.
Torsdag aften var belgieren noget mere tilfreds efter endnu en udflugt til Jylland, der gav FCK en 3-0-sejr over Sønderjyske i pokalturneringen.
- Bortset fra deres stolpeskud i første halvleg, så var vi i total kontrol i samtlige 90 minutter, siger Ariël Jacobs til FCK's hjemmeside.
- Vi gjorde, hvad vi skulle. Danny Amankwaa bragte os foran på et flot mål før pausen, og efter pausen havde vi chancer til flere end de to mål, vi scorede, siger træneren.
Ariël Jacobs så den 18-årige angriber Danny Amankwaa udnytte sin første chance fra start i FCK-angrebet til at score kampens første mål i første halvleg.
Tidligt i anden halvleg fordoblede Cesar Santin føringen, før indskiftede Andreas Cornelius kom på måltavlen få minutter før tid.
- Det er klart, at det var dejligt og vigtigt med en sejr efter Horsens-kampen, så vi hurtigt fik styrket vores selvtillid, siger Ariël Jacobs.
FCK møder enten Brøndby eller Silkeborg i kvartfinalerne af pokalturneringen.
/ritzau/