Der er stadig et stykke vej til den absolutte top i dansk fodbold for AGF.
Det står klart efter lørdagens kamp i superligaen mellem oprykkerne fra Århus og mestrene fra FC København. Århusianerne var godt med i store dele af kampen, men alligevel var det FCK, som kontrollerede begivenhederne uden at anstrenge sig.
Sejren blev kørt hjem efter, at Atiba Hutchinson havde fuldendt et FCK-angreb midt i første halvleg med en flot scoring på hovedstød efter indlæg fra mestrenes nyerhvervelse, tjekken Libor Sionko.
Den tjekkiske landsholdsspiler sendte bolden ind i hovedet på Atiba Hutchinson, der smukt headede kuglen i kassen helt oppe i det ene hjørne.
AGF var ellers begyndt kampen godt, men efter scoringen stod der FCK på resten af første halvleg. Efter pausen var AGF bedre med og fik lagt pres på FCK.
AGF-topscorer Peter Graulund havde flere gode afslutninger, men Jesper Christiansen var en sikker sidste skanse for FCK og sikrede med et par gode redninger alle tre point til københavnerne.
Med sejren har FCK syv point efter fire kampe, mens AGF i bunden af rækken stadig kun har et enkelt point på kontoen.