Vicemestrene fra FC København må klare sig uden den erfarne forsvarer Sölvi Ottesen i lørdagens superligakamp mod Brøndby. Ottesen døjer nemlig med en lægskade.
Endnu værre er det imidlertid, at han også er tvivlsom til tirsdagens playoff-kamp om en plads i gruppespillet i Champions League mod franske Lille.
- Jeg kan kun svømmetræne i øjeblikket, og det er også ret tvivlsomt, om jeg kan melde mig klar til Champions League-kvalifikationskampen på tirsdag, siger Ottesen til Ekstra Bladet.
Med Sölvi Ottesens fravær er det mest sandsynlige, at hans landsmand Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard kommer til at udgøre FCK's centrale forsvar mod Brøndby.
Kampen spilles i Parken klokken 19.00.
/ritzau/