Der var ikke noget at gøre. Bolden ville ikke ind, og FC København måtte indse, at Champions League-drømmen er slut for denne gang. For selvom holdet havde mange store chancer, tabte holdet 0-1 til portugisiske Befica.
- Det er rigtig sur røv. Vi spillede en fantastisk kamp, hvor vi i første halvleg presser dem helt i bund, sagde FC Københavns Hjalte Nørregaard efter kampen.
- Det er næsten ikke til at bære, at vi ikke får scoret med alle de chancer. Bolden danser rundt inde i deres lille felt, den bliver reddet på stregen, og vi rammer stolpen. Det var utroligt, at det ikke blev til mål. Humøret er i bund, men vi kan heldigvis se hinanden i øjnene efter en god præstation, sagde han.
Marcus Allbäck var ikke i tvivl. FCK burde have vundet. Stort endda.
- Vi spiller noget af det bedste, jeg har været med til i min tid i klubben, men vi har ikke marginalerne på vores side. I første halvleg mener jeg, at vi bliver snydt for et straffespark, da en af deres spillere sparker benet væk under mig inde i feltet, og der er slet ingen tvivl om, at jeg skulle have scoret på min hovedstødschance. Men jeg kommer ikke ordentligt op til bolden, og så bliver den overplaceret, sagde han. Hans hovedstød sidst i første halvleg sneg sig lige forbi stolpen, selvom han stod få meter fra Benficas mål.
En af kampen helt store spillere var canadiske Atiba Hutchinson.
- Vi kommer jo fantastisk og flyvende fra start, og selvom vi kommer bagud, så fortsatte vi med at presse Benfica i bund. Jeg ser det alene som sort uheld, at vi ikke kommer fra kampen med et bedre resultat. Jeg ved ikke, om det var urimeligt, at det var Benfica, som endte med at gå videre, men det er min opfattelse, at opgøret kunne været tippet til begge sider.