Zdenek Pospech. 29 år. Tre landskampe for Tjekkiet. Hentet i Sparta Prag.
Det lyder ikke umiddelbart, som om, F.C. København på ny har hævet overliggeren for hvilke stjerner, som kan lokkes til den danske hovedstad.
Men i skærende kontrast til prominente indkøb af spillere som Jesper Grønkjær, Niclas Jensen og Marcus Allbäck, så har Zdenek Pospech de seneste mange sæsoner været en bærende kraft på sit hold. Et af Østeuropas bedste.
»Han er taget helt oppe fra øverste hylde, hvor vi liiige kan nå, hvis vi strækker os og stor på tåspidserne. Du kan se sådan her på det: FCK er nummer omkring nummer 116 i Europa, mens Sparta Prag er 63. Og han er deres viceanfører,« siger F.C. Københavns sportschef, Carsten V. Jensen, der kun vil afsløre, at den lille back er hentet til »en international pris.«
Den forventes at ligge i omegnen af 14 millioner kroner, og dermed bliver tjekken formentlig den dyreste forsvarsspiller, der er købt af en Superligaklub.
Hullet er lukket
Og netop den høje pris var afgørende, for at Pospech blev lokket til de danske mestre. For ifølge sportschefen var tjekken uhyggelig tæt på at skrive under med Bundesligaklubben Wolfsburg. Men den handel strandede på Sparta Prags prisskilt, og så stod FCK på lur med tegnebogen åben og en kontrakt til sommeren 2011.
For Zdenek Pospech har længe været i kikkerten til at lukke hullet i højre forsvarsside. Et hul, som midtbanemanden William Kvist har lappet, siden Lars Jacobsen tog til Nürnberg i sommer.
Skal ikke sælges videre
Det lukker Pospa nu, og samtidig åbner han for en ny oplevelser i en liga og i et nyt land.
»Jeg trængte til forandringer og en ny udfordring,« siger Pospech, der har taget engelskundervisning de seneste måneder.
Med sine 29 år er Zdenek Pospech ikke en raket, der som Brede Hangeland kan skydes afsted med stor fortjeneste efter et par sæsoner. Men det gør ikke FCK noget som helst.
»Nej, det er overhovedet ikke tanken, og det siger noget om vores ambitioner. Det handler ikke om spillerens alder, men om ren kvalitet. Om han kan styrke vores hold her og nu,« siger Carsten V. Jensen.