De danske mestre er fortsat en skygge af
sig selv. I den grad. Væk er selvtilliden, væk er kynismen, væk er evnen til at
trække tempoet ud og snøre sækken i anden halvleg.
Mandag aften sejrede Horsens 3-2, selvom alt
længe som ud til at flaske sig for F.C. København.
Faktisk gik det nogenlunde planmæssigt den
første time for Ståle Solbakkens FCK-mandskab, som lagde et tungere og tungere
pres på Horsens, og Nordstand og Grønkjær testede Horsens’
sidsteskanse.
Men lige som i den forløsende 2-1-sejr
over Esbjerg i sidste weekend skulle der en tjekke ved navn Zdenek Pospech til.
Backen tog chancen udefra efter 54
minutter, og Morten Nordstrand stod – som så ofte før – klar på riposten.
Det store spørgsmål var, om FCK’erne havde
kynismen til at spadsere sejren hjem, som de har gjort det så ofte – inden
krisen altså.
Der kom hurtigt svar på det spørgsmål: Et
stort og understreget ’nej’.
For blot ti minutter senere kunne Gilberto
Macena fra en spids vinkel udplacere Jesper Christiansen efter fikst spil i
dybden.
Og så gik det helt galt for københavnerne.
En god håndfuld minutter efter udligningen droppede Jesper Christiansen, da han ikke kunne holde
Macenas skud, og så var Rawez Lawan klar til at prikke riposten ind. Og
minsandten om ikke Horsens’ tyske debutant Steffen Lauser kunne sikre Horsens
sejren med sit langhug til 3-1, inden Marcus Allbäck reducerede til
slut.
F.C. København er igen slået helt ud af
kurs, og med fem kampe igen skal Ståle Solbakken og co. mere end hurtigt tilbage
på sporet, hvis medaljerne skal vristes fra AaB, FCM og
OB.