Hvis der stadig skulle være nogle skeptikere, som mener, at Lyngby ikke har noget at skulle have sagt i superligaen, kan de ikke have set onsdagens pokalsemifinale mellem Lyngby og FC København.
Lyngbys unge mandskab gav på hjemmebanen favoritterne kamp til stregen trods en skidt start på kampen. Frederik Berglund bragte FCK på vinderkurs allerede i første halvleg og kort efter pausen øgede svenskeren til 2-0 for gæsterne.
FCK så ud til at være på vej mod en sikker sejr, men Lyngby kom tilbage og fik med scoringer af Morten Christiansen og Christian Holst udlignet mestrenes føring, inden Hjalte Bo Nørregaard med en hovedstøds-scoring på et langt indkast sikrede FCK sejren.
Dermed har FCK et glimrende udgangspunkt inden returkampen i Parken.