De danske mestre fra FC København kommer nu i selskab med klubber som Real Madrid, AC Milan og Chelsea FC og rivalerne fra Brøndby IF.
Klubben offentliggør i dag en ny sponsoraftale med sportsgiganten Adidas og møder op til den kommende Superliga-sæson i nye dragter med de tre tyske striber som logo frem for italienske Robe di Kappas silhouetter.
Aftalen med Adidas er den økonomisk set største nogensinde i Norden. Og det er da også en tilfreds adm. direktør for FC København, der kan offentliggøre den fireårige aftale.
"Ambitionerne fra begge parters side er tårnhøje. Aftalen afspejler, at F.C. København er Nordens største fodboldklub og adidas det førende internationale sportsbrand. Vi glæder os til at indlede samarbejdet," siger Anders Hørsholt.
Adidas lægger ikke skjul på, at forventningerne til FC Københavns synlighed rækker ud over Danmarks grænser.
"Adidas ønsker at blive forbundet med de bedste og stærkeste brands. F.C. København er på alle måder en topklub, og derfor har vi indgået et partnerskab. Aftalen er den største, som vi nogensinde har lavet med en nordisk klub, og vil give os et tæt samarbejde med både klubben, spillerne og fans. Vi glæder os til at følge med F.C. København ud i Europa," udtaler Mikkel Christensen, der er manager for Adidas Danmark.
Dermed stopper FC København samarbejdet med det italienske tøjfirma Robe di Kappa, som varede i otte år.
Heller ikke dengang ønskede FC København at offentliggøre den konkrete økonomi i aftalen, men nævnte, at der var tale om et tocifret millionbeløb i basisbetaling, samt en række præstationsorienterede bonusser.
Partnerskabet mellem Adidas og F.C. København træder i kraft den 1. juli 2012 - samme dag som klubben kan fejre sit 20 års jubilæum. F.C. København havde i midten af 90'erne Adidas som tøjsponsor.
Den nuværende sponsor, Robe di Kappa, har leveret dragter og merchandise til FC København siden 2004. Med Adidas tilkomst bliver det kendte logo Omini, de to silhouetter af en mand og en kvinde siddende ryg mod ryg, skiftet ud med de tre parallelle striber.
FC København har også spillet i Umbro og Hummel.