FC København vil holde fast i sin grundstamme uden at lave revolutioner i spillertruppen før næste sæson, der byder på kvalifikation til Champions League.
Klubben hentede mesterskab og pokal i den afsluttede sæson, og det er planen, at de samme spillere skal bygge videre på succesen.
"Efter en del udskiftninger i truppen i de seneste transfervinduer vil vi før den nye sæson lægge mange kræfter i at holde den aktuelle trup samlet. Vi har med resultaterne i det forgangne år vist at vi råder over den måske bedste og bredeste trup nogensinde i F.C. Københavns historie. Det er jo et fint udgangspunkt før en ny sæson hvor nye store udfordringer venter," siger sportsdirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside.
Rasmus Würtz vender tilbage efter at have været lejet ud til Vejle, og han har fortsat en rolle hos FC København, der til gengæld ikke vil bruge problembarnet Junior, som har været lejet ud til FC Nordsjælland.