Bare fordi, man tjener millioner af kroner - for nogles vedkommende nok lidt mindre - ved at sparke til bolde i Danmarks bedste fodboldklub FC København, så behøver der ikke være gennemtræk på øverste etage.
Det står klart efter FCK var en tur i Jerusalem til Champions League-kampen mod Beiter Jerusalem tirsdag aften. Kultur, historie og religion kan godt have interesse.
Derfor skyndte spillerne fra FCK sig også ud til de historiske sites.
Mandag blev de ført rundt i Jerusalems gamle by og så også Grædemuren. En dansk guide bosat i den evige stad stod for den lille time lange rundvisning.
- Det var virkelig spændende, og alle ville gerne med ind til Grædemuren, da det blev foreslået. Det er jo ikke hver dag, man oplever så historisk betydningsfulde steder, og selvom vi kun var af sted i en lille time på grund af varmen, så er jeg sikker på, at alle vil huske turen, siger Team manager Michael Mio Nielsen til klubbens hjemmeside Fck.dk.
Se billeder fra turen her: