Han banker den ind med højre, han banker den ind med venstre, og selvom målebåndet blot viser 1,72 meter, har vidunderdrengen Sergio Agüero sågar nettet fire gange med hovedet i denne sæson.
I sommer solgte den spanske storklub og landets galehus nummer et, Atlético Madrid, sin store stjerne Fernando Torres til Liverpool for 300 millioner kroner.
Sorgen over den handel har siden været til at overse, for nu er næste wonderboy trådt i karakter.
Navnet er Sergio Agüero, han er 19 år og født i Argentina. Og i denne sæson har han virkelig vist, hvorfor han er de 150 millioner kroner værd, som Atlético købte ham for i argentinske Independiente sidste sommer.
Iskold foran mål
I aften får Michael Gravgaard og Brede Hangeland i F.C. Københavns centerforsvar opgaven af stække den lille tekniker, der både sammenlignes med landsmanden Diego Maradona og med den stadig aktive brasilianske målræv Romario.
»Alle hernede sammenligner ham med Romario. De er næsten ens af type og iskolde foran mål. Men mens Romario kun opererede inde i straffesparksfeltet, bevæger Kun sig meget rundt,« siger Jorge García, der er Atlético Madrid-redaktør på sportsavisen AS.
Kun fik sin debut i den bedste argentinske fodboldrække i en alder af 15 år, en måned og tre dage – 10 måneder yngre end Maradona var ved sin debut, og han var blot lige fyldt 18, da Atlético slog kløerne i ham foran en række andre storklubber.
Spiste for meget kød
Den første sæson i Spanien var ikke voldsomt imponerende, for unge Kun havde det svært så langt væk hjemmefra og spiste ifølge klubben alt for meget kød. Og Atlético Madrid havde endnu en halvsløj sæson.
I sommer forandrede alt sig for den lille angriber, da han ved U/20-VM i Canada returnerede til Spanien med en guldmedalje om halsen og ikke mindst med topscorertitlen og titlen som turneringens bedste spiller.
»Han var jo nærmest et barn, da han kom til klubben. Efter den turnering, hvor han var den helt store stjerne, har han fået så meget selvtillid. I dag er ingen i tvivl om, at han er den rette afløser for Fernando Torres,« siger Jorge García fra AS.
I skyggen af Messi
På det stærke argentinske landshold står Agüero dog fortsat i skyggen af de helt store stjerner.
»Han er større i Spanien end i Argentina. Det er endnu for tidligt at sammenligne ham med landsholdets to store profiler, Messi og Riquelme. I Argentina ser vi ham mere som en spiller for fremtiden,« siger Carlos Carpaneto, der dækker landsholdet for den argentinske avis Diario Olé.
Med små fem år tilbage af aftalen med Sergio Agüero burde den spanske storklub Atlético Madrid ikke have travlt med at sikre sig en ny kontrakt med det 19-årige stjernefrø. Men forhandlingerne er i gang, for Agüero er ved at udvikle sig til en af verdens allerstørste unge sportslige og kommercielle stjerner, og med en relativt lav frikøbsklausul på 268 millioner kroner lurer de europæiske giganter på lille Kun .
Født 2. juni 1988 i Buenos Aires.
Kun
er en japansk endelse, man sætter efter drengebørns navne. Han kaldes
det, fordi han som dreng var vild med japansk tegnefilm og ligner en
japansk tegneseriedreng.
2003-2006: Independiente.
2006- : Atlético Madrid.
Kontrakt til 2012.