Det bliver et rent nordisk opgør, når FC København skal op imod Rosenborg om en plads i Champions League-gruppespillet.
Det er netop blevet afgjort ved Uefas lodtrækning i schweiziske Nyon til play off-kampene, som er sidste forhindring inden det forjættede land.
Københavnerne starter på udebane 17./18. august. Der er returopgør i Parken 24./25. august.
Dermed undgik Ståle Solbakken sin skrækmodstander i den sidste og afgørende knock out- kamp, Red Bull Salzburg fra Østrig.
En række andre interessante opgør venter.
Ajax møder Dynamo Kiev, Werder Bremen og Daniel Jensen skal op imod italienske Sampdoria.
Portugisiske Braga skal forsøge at kvalificere sig til gruppespillet for første gang, når skal op imod spanske Sevilla.
Tottenham fik en noget lettere modstander, da Young Boys fra Schweiz kom op af bowlen.