Tilværelsen i FC København har ikke altid været lige nem for Kasper Kusk.
Da han kom til klubben i sommeren 2015 gik han med det samme ind som fast mand, men sidste forår gled han lidt ud i kulden, og her har han også været at finde i store dele af denne sæson.
Søndag var Kusk dog med fra start, da FC København slog Brøndby med 1-0. Her takkede han for tilliden ved at blive matchvinder.
- Jeg kunne ikke have ønsket det bedre. Jeg synes, det er gået godt det seneste stykke tid, så det var fair, at jeg fik lov til at spille, siger Kusk.
- Jeg synes også, jeg fik bevist, at jeg har min berettigelse på det her hold.
- Det har været lidt ind og ud af holdet i år, så jeg har skullet gribe de chancer, jeg har fået. Det har jeg måske ikke altid gjort, men på det seneste er det gået rigtig godt, siger Kusk.
Trods startpladsen og matchvinderrollen er der stadig stillet spørgsmålstegn ved Kusks fremtid hos mestrene.
- Det er også lidt afhængig af, hvilke planer klubben har. Det er ikke kun op til mig, siger Kusk.
- Jeg har det rigtig godt her, og jeg trives her. Jeg kunne sagtens se mig selv blive her i længere tid.
Træner Ståle Solbakken er klar over, at Kusk gerne vil spille mere, end han har gjort i denne sæson, men det kræver ikke mindst mere arbejde i defensiven fra nordjyden.
- Kasper vil selvfølgelig gerne spille mere fra start, end han har gjort, men det er op til ham selv. Han var god det første trekvart år her, men siden har han måttet bide lidt i det sure æble, siger Solbakken.
- Hvis han var lige så hurtig, når han skal løbe returløb, som han er, når han skal løbe kontra, havde han spillet mere.
Målet mod Brøndby var Kusks sjette i denne sæsons Alka Superliga.
/ritzau/