FCK lejer forsvarsspiller ud til cypriotisk klub
Michael Lüftner (tv) bliver sendt på leje på Cypern fra FC København, da tjekken har brug for at spille kampe efter en periode med en alvorlig skade. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forsvarsspilleren Michael Lüftner savner kampe efter en skade, og FCK lejer ham ud til cypriotisk klub.

FC København går ind til den kommende sæson uden forsvarsspilleren Michael Lüftner i truppen.

Torsdag meddelte FCK således, at den 25-årige tjekke er udlejet for hele sæsonen til Omonia Nicosia på Cypern.

- Michael har arbejdet hårdt og professionelt for at komme tilbage efter sin skade, og han har nu nået det punkt, hvor han skal spille så mange kampe, som overhovedet muligt for at nå 100 procent, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

I september i fjor løb Lüftner ind i en alvorlig skade, og han har lige siden kæmpet i genoptræningen for at komme tilbage.

Nu skal der altså kamptræning til, som bliver svær at opnå hos københavnerne.

- Det bliver svært for ham i FCK med den konkurrencesituation, vi har lige nu, og derfor er det her en god løsning for alle parter.

- Samtidig får han Henning Berg som træner på Cypern, og han er en dygtig træner, der arbejder med de samme defensive principper, som vi gør i FCK, siger Ståle Solbakken.

Michael Lüftner kom til FCK fra Slavia Prag i sommeren 2017, og han er noteret for 52 kampe for mesterholdet. Han ser frem til sæsonen på Cypern.

- Jeg har nu brug for at spille kampe for at komme tilbage og udvikle mig. Jeg har stadig meget at lære som fodboldspiller, og det her er en ny god erfaring, jeg kan tage en masse gode ting med fra, citeres Lüftner for på hjemmesiden.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News