F.C. København har forstærket truppen inden forårssæsonen skydes i gang om to måneder. Klubben har netop skrevet kontrakt med den tjekkiske landsholdsspiller Zdenek Pospech.
Den 29-årige Pospech - der til dagligt bliver kaldt Pospa - kommer fra Sparta Prag og har for nylig fået plads på det tjekkiske landshold.
Det er blandt andet landsmanden Libor Sionko, der har talt varmt om FCK.
- Klubbens ambtioner står mål med mine egne, og kulturen både i klubben og i København er lige efter mit hoved. Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Zdenek Pospech ifølge en pressemeddelelse fra klubben.
Også træner Ståle Solbakken glæder sig over forstærkningen.
- Vi har nu jagtet Pospech i et stykke tid, og jeg er meget tilfreds med, at han nu er en del af F.C. København. Det er en rigtig god offensiv back, vi får til klubben. Han er stærk en-mod-en, er hurtigt på fødderne og har et stort løbepensum. Samtidig besidder han international erfaring, så alt i alt en nærmest komplet spiller, siger Ståle Solbakken.
Pospech har både spillet kampe i Champions League og UEFA Cuppen og vundet mesterskaber med sin nu tidligere klub.