Der vejrer flag fra alverdens nationer i den lille nordfranske by Lens.
På stationen er der midlertidigt sat små skilte op, der viser vej til byens stadion. Taxachaufføren studser lidt, da han får af vide, at hans passager ikke er fra England og skal se VM i rugby, men istedet fra Danmark og skal se fodbold.
»Aaarh København,« siger han efter et par sekunder. For der er jo ganske rigtig ankommet en flok københavnere til den lille nordfranske by Lens, der er stærkt opsat på, at fravriste byens stolthed RC Lens en plads i UEFA Cuppens gruppespil.
»Jeg ved da ikke, om de har lagt mærke til, at vi er kommet, men det må vi da håbe, at de har efter kampen i morgen,« siger FC Københavns anfører Michael Gravgaard.
Selvtillid
Han er ved at gøre klar til den afsluttende træning på Stade de Felix Bollaert, der kan rumme over 40.000 tilskuere, og ofte gør det, selvom byen Lens kun har 36.000 indbyggere. Ligesom træner Ståle Solbakken vurderer Michael Gravgaard, at FC Københavns chancer for at slå Lens over to kampe er fifty fifty, mens målmand Jesper Christiansen udstråler en enorm selvtillid:
»Vi skal spille to gode kampe, men så tror jeg helt sikkert også, at vi nok skal gå videre.«
FC København møder et Lens-hold, der blot har fået en sejr og scoret to mål i sæsonens første seks kampe. Med FCK’s trods alt gode kampe imod Benfica tror Michael Gravgaard på, at københavnerne har et mentalt overtag i aften.
»Vi spillede på en af de sværeste udebaner i Europa mod Benfica, og vi spillede godt. Det håber jeg også, at vi kommer til i morgen. (i aften red.),« siger Michael Gravgaard, der kommer til at spille over for angriberen Dildane, som FCK’erne igen og igen fremhæver som Lens største trussel.
Stiftet i 1906
Hjemmebane på Stade Félix-Bollaert (41.641)
Trænes af angrebslegenden Jean-Pierre Papin
Fransk mester senest i 1998
Placering i sidste sæson: nummer 5.
Nuværende placering: nummer 17