Det er ikke kun angriberne, der er uskarpe som smørknive. Også FCK s midtbane mangler saft og kraft.
Ikke siden Tobias Linderoth skiftede til tyrkisk fodbold, har FC København haft en styrmand på midtbanen, og det skal der nu gøres noget ved. Efter det forsmædelige nederlag til ellers formsvage Randers, lover FCK-formand Flemming
Østergaard indkøb i sommerens transfervindue.
- Alle og enhver kan jo se, vi savner en styrmand på midtbanen. Jeg
fører ikke forhandlinger om køb og salg af spillere i medierne. Men når
vi mister nogle, så kommer nye ind. Og jeg kan ikke huske et
transfervindue, hvor vi ikke har markeret os. Det vil også komme til at
ske igen til sommer, siger Flemming Østergaard til Ekstra Bladet.