Når FC København søndag møder Sønderjyske på udebane bliver det uden stjerneangriberen Dame N'Doye. Angriberen er ikke en del af den trup, som FC København lørdag offentliggjorde på klubbens hjemmeside.
Tidligere har FCK's nye træner Ariël Jacobs begrundet fravalget af N'Doye med, at senegaleseren har tankerne mere på et muligt klubskifte frem for præstationen på banen.
N'Doye var heller ikke med i sidste weekend, da FCK vandt 4-2 over FC Midtjylland i Parken.
Samtaler med klubbens sportslige ledelse har tilsyneladende ikke ændret på situationen. Og i denne uge har N'Doye været rygtet på vej til den tyrkiske fodboldklub Trabzonspor.
Ariël Jacobs sagde ellers efter FCM-kampen, at de daglige snakke med N'Doye havde løst en smule op for situationen, men åbenbart ikke nok til spilletid i Superligaen.
FCK må desuden se bort fra den karantæneramte midtbanespiller Claudemir og talentet Thomas Delaney, som endnu ikke er helt klar efter en skade.
FC Københavns trup mod Sønderjyske ser således ud:
Kim Christensen, Lars Jacobsen, Pierre Bengtsson, Kris Stadsgaard, Sölvi Ottesen, Mustafa Abdellaoue, Christian Grindheim, Cesar Santin, Thomas Kristensen, Ragnar Sigurdsson, Nicolai Jørgensen, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Johan Wiland, Christian Gamboa, Martin Bergvold, Andreas Cornelius og Christian Bolaños.
/ritzau/