Det var en slem én for FC København hjemme i Parken søndag aften mod FC Midtjylland.
Mesterholdet var inden kampen seks point efter AaB, der ligger etter i Superligaen, og en sejr over FC Midtjylland skulle lukke gabet delvist. Men hovedstadsholdet havde glemt at regne FC Midtjyllands fighter-vilje og en reserve-keeper ind i regnskabet
Jyderne kom fortjent foran 1-0 med et mål af nordmanden Petter Furuseth. Ulvene fra det midtjyske forsvarede sig heroisk efter pausen, da FCK satte tryk under alle kedler. Især viste målmand Lasse Heinze sig som en fuldgod erstatning for den skadede Martin Raska i FCM-målet.
Da det brændte allermest på, diskede han op med en pragtfuld dobbeltredning. Først fik han poten på Marcus Allbäcks hovedstød, og hænderne kom også i vejen, da Junior forsøgte at sparke riposten i kassen. Libor Sionko sluttede angrebet af med at skyde bolden over mål.
Afgørelsen kom fem minutter før tid, da Mikkel Thygensen løb fri i venstre side, trak ind i straffesparksfeltet og bragede bolden i mål via overliggerens underside.