Viborgs håndboldkvinder cruiser videre mod det danske mesterskab efter at holdet i aftes at besejrede bejlerne fra FCK Håndbold 29-25 i Frederiksberg Opvisningshal.
Men det lykkedes de københavnske outsidere at bringe det ubesejrede Viborg-mandskab en smule på slingrekurs. Særligt i første halvleg.
»Vi har egentlig rigtigt godt styr på det, og Viborg skal slide for deres mål. Jeg tror ikke, de har været så pressede i andre kampe, og der er rart. Men jeg ville hellere have vundet,« sagde FCK-fløjen Josephine Touray efter kampen.
Kyniske Viborg
FCK Håndbold ført an af den lille velspillede tysker Maren Baumbach havde teten i første halvleg og var hele tiden et par scoringer foran.
Det tippede dog på den anden side af pausen, hvor Viborgs imponerende stjerneparade oppede sig og viste den vanlige kynisme.
»I anden halvleg er de en smule bedre, og det må vi acceptere. Vi brænder nogle chancer, hvor de så scorer på kontraen. Og det er lige præcis det, man ikke må mod Viborg,« sagde FCK-træner Thomas Hylle.
Selv om det ikke lykkedes denne gang, har københavnerne ikke opgivet drømmen om at vinde mesterskaber.
»Jeg kan finde meget optimisme. Vi spillede en bedre kamp end de seneste kampe, og jeg føler, at vi kan blive bedre endnu, og så mangler der ikke så meget,« sagde Thomas Hylle.