De forsvarende danske mestre fra FC København har rejst sig i forårssæsonen og vundet seks kampe i streg efter et sløjt efterår.
Eneste nederlag i Superligaen fandt sted mod FC Midtjylland 18. februar, hvor midtjyderne vandt 3-1. Mandag venter et nyt møde mellem de to hold, og denne gang vil FCK's Carlos Zeca vende cifrene om.
- Jeg forventer, at kampen på mandag godt kan komme til at minde om den kamp. Den var ret lige, og jeg synes, vi var lidt uheldige med at tabe derovre, men de udnyttede, at vi i nogle situationer mistede koncentrationen, siger Zeca til FCK's hjemmeside.
- Det skal vi selvfølgelig undgå denne gang, og det er noget af det, vi har været gode til i de seneste kampe. Så kan vi holde fokus og fortsætte på den måde, så tror jeg på, vi får den syvende sejr på stribe.
Den portugisiskfødte midtbanespiller, der optræder for det græske landshold, har sammen med Nicolai Boilesen fået fuld spilletid i forårets superligakampe.
Sammen med resten af holdet er de kravlet tættere på FC Nordsjælland og tredjepladsen.
Før weekendens runde var der tre point mellem holdene, men med en sejr på 3-1 over AaB øgede FC Nordsjælland igen forspringet til seks point.
/ritzau/