FCK-forsvarer: Jeg er nok færdig som fodboldspiller

Mikael Antonsson er blevet en del af trænerstaben i FC København og tror, at han har spillet sin sidste kamp.
Mikael Antonsson blev i efteråret en del af trænerstaben i FCK. Han er dog fortsat en del af FCK-truppen og har spillet syv minutter i denne sæson.
Mikael Antonsson blev i efteråret en del af trænerstaben i FCK. Han er dog fortsat en del af FCK-truppen og har spillet syv minutter i denne sæson. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP

FC København-forsvareren Mikael Antonsson har formentlig spillet sin sidste fodboldkamp på topplan.

Den 36-årige svensker har kontraktudløb til sommer, men vurderer, at den aktive karriere er forbi.

- Ja, det tror jeg. Der findes måske et oldboyshold, som vil have mig, siger Antonsson til tipsbladet.dk.

Den rutinerede svensker har spillet syv minutter i den igangværende sæson, hvor han også er blevet en del af trænerteamet omkring manager Ståle Solbakken.

Mikael Antonsson er parat til at hjælpe holdet, hvis der bliver brug for ham i midterforsvaret. Men han ser primært sig selv som assistenttræner.

- Alt er muligt, men nu står jeg her og taler med dig iført en rød jakke, mens spillerne har sort på.

- Jeg prøver at holde mig i gang, men jeg er langt fra deres niveau, siger han.

Mikael Antonsson har spillet 193 kampe for FCK og 28 på det svenske landshold.

Svenskeren kom til FCK i 2007 fra Panathinaikos i græsk fodbold. Fra 2011 til 2014 optrådte Antonsson for italienske Bologna, inden han blev hentet tilbage til København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.